Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    Datering af Ny Testamente
    mandag. 01 april 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i Bibelens troværdighed
    hits: 461

    Fragtmenterne fra hule 7
    I foråret 1972 meddelte den spanske papyrolog José O'Callaghan, at han havde identificeret flere af de gådefulde 16 fragmenter fra hule 7 i Qumran. Hulen med i alt 18 fragmenter var blevet opdaget i 1955. Det overraskende var, at disse fragmenter havde græske bogstaver, mens de kendte dødehavsruller ellers er skrevet på hebraisk og aramæisk. 11962 blev fragmenterne publiceret, og det blev angivet, at to af fragmenterne kunne henføres til den græske oversættelse af det Gamle Testamente. De øvrige fragmenter var og blev uidentificerede, indtil O'Callaghan efter resultatløs søgen i det græske Gamle Testamente og andre græsk jødiske skrifter som en sidste udvej havde forsøgt sig med nogle opslag i en nytestamentlig konkordans. Det gav bonus, men rejste nye problemer: nytestamentlige skrifter hos essenerne ved det Døde Hav?

    På dette sted er det på sin plads klart at adskille to problemstillinger. Den første er, om identificeringen er korrekt. Vi ved, at et betragteligt antal håndskrifter i året 68 blev gemt i nærheden af Qumran, og i sig selv er det ikke udelukket, at der på det tidspunkt har eksisteret nytestamentlige håndskrifter. Diskussionen koncentrerede sig fra begyndelsen af om fragmentet 7Q5, dvs. fragment nr. 5 fra hule 7. Det omfatter tyve bogstaver og bogstavrester fordelt på fem linjer. Af de 20 bogstaver er 10 fuldstændigt bevaret, 10 delvis, men det således at man meningsfyldt kan supplere dem, når man har identificeret teksten.

    På en af linjerne står nnes", og siden 1962 havde man gættet på egennesen". På trods af flittig eftersøgning var det ikke lykkedes at finde en passende tekst, indtil O'Callaghan i det Nye Testamente stødte på muligheden Gennesaret". Dette navn og de øvrige, bogstaver passer til Mk 6,52-53, såfremt man fordeler teksten i disse vers på linjer af 20-23 bogstaver.

    Tre punkter taler for denne identificering: den relativt sjældne bogstavkombination nnes", et mellemrum netop på overgangen mellem vers 52 og 53, hvor et nyt afsnit i Markusevangeliet begynder, og endelig de for Markus typiske kai' (og) som indledning til et nyt afsnit. Imidlertid er der også vanskeligheder. Efter kai" står hos Markus participiet diaperasantes", da de var kommet over", mens fragmentet udviser et ti"

    Lydforskydningen d-t er imidlertid veldokumenteret i græsk fra nytestamentlig tid. Yderligere må man på grund af linjernes længde regne med, at de i alle Markushåndskrifter efter diaperasantes" følgende epi ten gen", (til) land" har manglet. Indholdsmæssigt er en sådan kortere læsemåde imidlertid ikke umulig. Desuden er man fra andre gammel- og nytestamentlige fragmenter som 7Q1, 7Q2 og P52 vant til at støde på nye læsemåder.

    O'Callaghan fandt det også muligt at identificere andre fragmenter i det Nye Testamente. Han bestemte således 7Q6,1 som Mk 4,28 og 7Q8 som Jak 1,23-24. Vigtigere er i denne sammenhæng identificeringen af 7Q4,1 2 med 1. Tim 3,16-4,3. Her drejer det sig om 18 bogstaver fordelt på 6 linjer, hvoraf 15 bogstaver er velbevarede. Linjerne er fordelt på to fragmenter, og linjelængden lader sig bestemme til 27-31 bogstaver. Man må dog regne med fem afvigelser fra den senere kirkelige standardtekst. O'Callaghan har overbevisende imødegået de indvendinger, som i den til tider skarpe videnskabelige diskussion er blevet rettet mod hans identificering.

    Omkring 1976 stilnede diskussionen af, og hele sagen syntes at skulle gå i glemmebogen. For en nytestamentlig ekseget kunne det også let synes uheldigt at gå ind for O'Callaghans identificering. Stilheden varede indtil 1984, hvor den tyske filolog - altså ikke en ekseget - Carsten Peter Thiede i tidsskriftet Biblica tog spørgsmålet op påny og efter et indgående studium tilsluttede sig O'Callaghans identificering af 7Q5 som værende identisk med Mk 6,52-53. To år senere tilsluttede han sig atter i sin bog Die älteste Evangelien-Handschrift? identificeringen af 7Q4,1-2 med 1. Tim. 3,16-4,3. Diskussionen er på denne måde kommet i gang igen, og O'Callaghan og Thiede er ikke blevet modbevist.

    Papyrologiske principper
    På dette tidspunkt er det på sin plads at besinde sig på følgende grundprincipper i den papyrologiske forskning.

    1. En fremlagt identificering kan ikke afvises blot på grundlag af, at visse bogstaver kun delvis kan læses eller kan tydes anderledes. Enhver identificering går nemlig ud fra de sikre bogstaver og andre sikre kendetegn. I tilfældet 7Q5 er det den sjældne bogstavkombination nnes" og mellemrummet, som passer præcis til grænsen mellem vers 52 og 53. Selv et ringe antal tydelige bogstaver i præcis rigtige positioner sikrer matematisk set en identificering. Med hensyn til de usikre bogstaver må den, der betvivler identificeringen, ikke kun fremhæve usikkerheden, men også påvise umuligheden af den foretagne supplering, hvilket ikke er helt nemt.

    2. Nu til det væsentlige. En fremlagt identificering kan ikke afvises med det argument, at den er usandsynlig. Det er ikke nok at hævde usandsynligheden, man må bevise umuligheden f.eks. ved at vise, at fragmentet stammer fra en tid, hvor teksten slet ikke eksisterede endnu. Den, der ønsker at modbevise en identificering, er forpligtet til at foreslå en anden identificering, som passer lige så godt på de bevarede bogstaver. Alle, der siden 1972 har bestridt (O'Callaghans tese, har haft rigelig tid til med de mest moderne hjælpemidler at finde passende tekster. Det er ikke lykkedes, og antagelsen, at man lige netop i dette tilfælde skulle være stødt på ellers ukendte tekster, er ikke sandsynlig.

    Her viser sig et grundlæggende problem. Videnskabsmænd, som ikke behøver at beskæftige sig med matematik og sandsynlighedsberegninger, forstår ikke rækkeviden af O'Callaghans kombinationer. Før denne papyrusforsker fandt på at se efter i Det nye Testamente, var 16 af de 18 fragmenter på trods af årelange eftersøgninger i den græsksprogede jødiske litteratur stumme". Opslaget i NT-konkordansen gav straks mulighed for at kombinere 9 af de gådefulde fragmenter med nytestamentlige tekster. Hvis det var muligt ni gange fejlagtigt at genfinde fragmenternes bogstaver i det Nye Testamente, så burde det ikke være umuligt at genfinde hver enkelt fragments bogstaver bare to steder i hele den bevarede græsksprogede jødiske litteratur. Dette er dog ikke sket. Ud fra en matematisk synsvinkel er allerede den dobbelte identificering af 7Q4 og 7Q5 et betragteligt argument. Hver eneste yderligere identificering styrker i dette tilfælde beviskraften.

    Som nævnt er den første problemstilling, om man med papyrologisk filologiske metoder kan identificere fragmenterne. Det er et tegn på manglende sprogvidenskabelig uddannelse, når så mange nytestamentlige eksegeter i deres stillingtagen til den fremlagte identificering har ladet sig påvirke af upassende sideblik til følgerne af identificeringen. Først med denne anden problemstilling, som bør adskilles strengt fra den første, kommer vi til spørgsmålet, om den fremlagte identificering har betydning for andre områder af den nytestamentlige videnskab - under forudsætning af at identificeringen er korrekt.

    Såfremt identificeringen af fragmenterne i hule 7 viser sig at holde stik, vil det have vidtrækkende følger for beskæftigelsen med det Nye Testamente, frem for alt dateringen af de nytestamentlige skrifter. Den sædvanlige sendatering, som i de sidste 150 år er blevet stadig mere udbygget og har bidt sig godt fast, er som ovenfor beskrevet også på andre måder problematisk.

    Metodens sejr over videnskab og sandhed
    Når man skal forsøge at svare på spørgsmålet, hvorfor den herskende opfattelse så stædigt holder fast ved sendateringen, kommer man ikke uden om på ny at overveje visse grundspørgsmål. Det af omfang ret begrænsede Nye Testamente er i nyere tid blevet så intensivt udforsket, at de enkelte undersøgelser nødvendigvis må indskrænke sig til stadig mindre tekstafsnit, synsvinkler og problemstillinger. Samtidig er sekundærlitteraturen uophørligt vokset og lægger stadig mere beslag på opmærksomheden. På den måde er overblikket og beherskelsen af naboområder som græsk-romersk litteratur, jødisk-hellenistisk litteratur, religionshistorie, kulturhistorie, arkæologi og patristisk videnskab gået tabt. Hvor mange nytestamentlige eksegeter er mon gennem deres uddannelse fortrolige med den klassiske filologis metoder?

    Følgen heraf er blevet en ensidighed i udviklingen af den nytestamentlige analyse, således som bl.a. den klassiske filolog Olof Gigon har påpeget. Han har gjort opmærksom på, at det kritiske arbejde med antikke tekster, som blev udviklet af den klassiske filologi i anden halvdel af det 19. århundrede, i dette århundrede bliver vildtvoksende videreført af nytestamentlige eksegeter. I enhver tekstanalyse skal afsnit, sætninger og ord prøves i forhold til deres forudsætninger, deres sammenhæng og deres mening. I den klassiske filologi har man imidlertid lært ikke at drive analysen så vidt, at man taber helheden og dens funktion af syne. Uden at tabe det skarpe blik er man siden kommet bort fra overdrivelserne i Homerforskningen, der splittede digtene op i modstridende stykker, som blev tilskrevet hver sin forfatter. Man har indset, at variationer i udtryksmåden og i de tankemæssige associationer også har deres plads i et sammenhængende værk.

    I og for sig kan man analytisk sønderdele en tekst, indtil den opløser sig i sine bestanddele. Det betyder imidlertid ikke, at den sønderdelte tekst nu virkelig ikke er andet end et mosaikarbejde. Forestillingen om en i form og indhold absolut ensartet sammenhæng som kriterium for en teksts affattelse er en illusion. Desuden kan man stille spørgsmålet, om der i grunden overhovedet findes eksempler på, at sammenflikningen af bittesmå bidder har resulteret i interessante tekster. De forskellige hypoteser om evangeliernes opståen bør efterprøves gennem en sammenligning med det, som vi ved om andre antikke skrifter. Det nye Testamente er godt nok sui generis, men dog ikke i enhver henseende så enestående, at man kan behandle det i et lukket rum. Ingen mosaik, som er sit navn værd, er opstået af sammenblandede småsten, men må som kunstværk fra begyndelsen af være skabt med mening og hensigt som et hele.

    Man må derfor sætte spørgsmålstegn ved, om der ved begyndelsen af evangeliernes opståen overhovedet har eksisteret fuldstændig frie og ukontrolleret omkringløbende traditionselementer, som først efterhånden fandt sammen. Og hvordan skal man overhovedet forestille sig en sådan proces? Det er vel ikke noget tilfælde, at vi har fire evangelier - som aldrig er blevet sat op mod hinanden men ingen brudstykker af evangelier. Antallet af adspredte Jesu-ord er påfaldende ringe.

    Til forskel fra den fragmenterende formhistorie forsøger den redaktionshistoriske skole at finde ud af, hvordan evangeliernes redaktører i en kompliceret vekselvirkning af indbyrdes afhængighed og teologiske" hensigter har formet og ordnet afsnit og sætninger. Men hvordan skal man i praksis forestille sig en sådan evangelists" arbejdsmåde? Konkordanser og hulkort fandtes ikke. Og atter må man spørge sig selv: hvor findes lignende tilfælde i den antikke litteratur? Fremfor alt fjerner analysen sig gennem en sådan metode fra det, som dengang og nu har gjort evangelierne troværdige. Intention og evidens går tabt. Med et ord fra Nietzsche kan man sige, at der også findes en metodens sejr over videnskaben og sandheden.

    Kristendommen som historisk fænomen
    Sendateringen af de nytestamentlige skrifter hænger også sammen med en udbredt teori om de første generationers kristendom. Man går ud fra, at det hele begyndte med forskellige selvstændige og modstridende opfattelser af Jesu liv og lære. Følgen heraf blev forskellige former for menigheder med hensyn til tro og organisation: Jødekristendom, hellenistisk jødekristendom, hedningekristendom, paulinsk kristendom, johannæisk kristendom. Dertil kommer så de forskellige Jesusbilleder, præget af de valgte kristologiske titler: messias (Kristus), k3~os, Guds søn, menneskesøn, frelser. Efterhånden skal de mange forskellige tros- og menighedsformer være flydt sammen,begyndende med Lukasskriftrnes og pastoralbrevenes tidlige katolicisme (Frühkatholizismus) og mundende ud i det andet århundredes kirke. Historisk set er dette billede imidlertid ikke sandsynligt. Vi ved fra andre kilder, hvor hurtigt kristendommen udbredtes. Den kristne kirke ville i løbet af tre århundreder aldrig have gennemtrængt romerriget og opnået en førerrolle, hvis den ikke fra begyndelsen af var blevet opfattet som en i sin helhed bevidst homogen bevægelse med et entydigt budskab. Der er intet, som vidner om, at rejsende i den antikke middelhavsverden og dem var der mange af - i de forskellige provinser og lande har truffet på forskellige former for kristendom og således også eventuelt har befundet sig i en personlig valgsituation. Kun den indre enhed i tro og udtryksformer kan forklare den hurtige og overalt identitetsbevidste udbredelse af kristendommen. Også her viser det sig, at man skal være forsigtig i sin tekstanalyse. Intention og identitet lader sig ikke uden videre aflæse af variationer i de enkelte tekstafsnits overflade.

    Blandt argumenterne, som stiller spørgsmålstegn ved sendateringen af evangelierne, er vel frem for alt den dynamik i kristendommens udbredelse allerede i den første generation, som man kun altfor lidt har tænkt over. At der skulle have eksisteret menigheder, som i deres tro og deres sammenkomster har kunnet nøjes med et kort kerygma", er en virkelighedsfjern illusion. Intet fornuftigt menneske ville have bekendt sig til en messias Jesus uden at have fået udførlige beretninger om denne mands liv og lære. Den mundtlige evangelietradition" havde uden tvivl grundlæggende betydning. Men hvordan kunne denne traditions indhold gøres nærværende i stadig flere nye menigheder? Man kunne ikke uden videre forstørre antallet af mundtlige traditionsbærere. Den skriftlige nedfældelse af traditionen var en nødvendighed.

    Det er også tankevækkende, at det på trods af 200 års arbejde ikke er lykkedes at nå til nogen enighed med hensyn til de synoptiske evangeliers indbyrdes forhold. Evangeliernes opståen var ganske givet en mere kompliceret og hurtigere proces, end vi tidligere har forestillet os. Kaosfysikken og måske langt mere omvæltningerne i Østeuropa har på det seneste belært os om, at nye mønstre kan opstå forbløffende hurtigt. Personligt har også Mozartjubilæet åbnet mine øjne for, hvad en menneskelig hjerne under de rette forudsætninger kan magte. Dette lader sig imidlertid ikke gentage ved et hvilketsomhelst almindeligt skrivebord.

    LITTERATUR:
    Harald Riesenfeld: Neues Licht auf die Entstehung der Evangelien. Fra: Bernhard Mayer (red.): Christen und Christliches in Qumran? (Eichstätter Studien. Neue Folge XXXII) Regensburg 1992 (heri alle henvisninger s.177-94).

    C.P. Thiede: Die älteste Evangelien-Handschrift? 2. opl. Wuppertal 1990. (Også på engelsk: TheEarliest Gospel Manuscript. Exeter 1990.) 0. Gigon: Erwägungen eines Altphilologen zum Neuen Testament. Basel 1972.

    Harald Riesenfeld er professor emeritus ved Uppsala Universitet og en internationalt anerkendt nytestamentlig ekseget. Han var en af hovedkræfterne bag den nye svenske oversættelse af Nye Testamente.